Gå til søgning Gå til indhold
Liste
1 uge

Weekend i Barcelona

Drømmer du om en weekend i Barcelona, fyldt med mad, kultur og shopping? Så er du kommet til det rigtige sted. Lad batterierne op i vidunderlige Barcelona, stedet der byder på den perfekt blanding af storby og strand. Læs vores tips for den ultimative oplevelse!


Her finder du alle vores hoteller i Barcelona.

 
Dag 1


Spis en solid morgenmad


Barcelona vrimler med hyggelige caféer, der serverer alt fra tidlige morgenmadsmenuer til sene tapas. En morgenmadsfavorit er Bar La Principal i nærheden af universitetet. Her kan du slå dig ned og bestille en kaffe, appelsinjuice og frisk brød med ost og skinke, eller hvorfor ikke klassikeren tomat og olivenolie.

Sandwich i flute på tallerken
Bar La Principal, Carrer de Sepúlveda 186


I Antoni Gaudís fodspor


Lær om Gaudís værker ved at starte midt i byen ved Casa Batlló og Casa Mila. Fortsæt derefter til Parc Güell, parken der er kendt for sine mosaikbænke og fantasifulde huse. Gå derefter sydpå, så kommer du til Gaudís mest berømte værk, Sagrada Família. Kirken, der blev påbegyndt i 1882, er stadig under opførsel og forventes at være færdigbygget i 2026.

La Sagrada Familia i Barcelona
Sagrada Familia, Carrer de Mallorca 401


Frokost i madmekkaet


Sæt kursen mod byens største marked La Boquería, midt på den livlige La Rambla. Her findes alt, du kan forestille dig – frugt og grønt, ost, fisk og skaldyr, charcuterier, søde sager og meget mere. Køb lige det du har lyst til, eller stil sulten på en af de mange restauranter, der ligger under samme tag. Vælg mellem alt fra tapas og paella til pizza og falafel.

Tørret frugt på madmarked
La Boquería, Rambla 91


Udflugt til Sitges


Tag en pause fra storbyen og tag til den charmerende ferieby Sitges. På cirka 45 minutter er du fremme blandt hyggelige stræder, indbydende caféer og kilometerlange strande. Vil du forlænge eftermiddagen, kan du spise middag og opleve nattelivet i byen. Om sommeren kan du forvente ét stort party og mange flagrende regnbueflag i Spaniens mest gay-venlige rejsemål.

Udsigt over Sitges
Sitges – en smuk by mellem havet og bjergene


Dag 2


Oplev de gotiske kvarterer


På en weekend i Barcelona, skal du næsten opleve Barcelonas version af ”den gamle bydel” er Barri Gòtic. Det er den ældste del i det historiske centrum, med gamle huse og smalle stræder du kan gå rundt i. Vil du opleve den spirituelle side, bør du besøge den majestætiske katedral. Fortsæt derefter videre til Picassomuseet for en dosis kultur, her er mere end 3.500 kunstværker!

Barri Gòtic
Barri Gòtic har noget for enhver smag.


Pintxos, pinchos eller tapas


Når det er ved at være tid til frokost er et godt tip, at besøge Bilbao Berria i nærheden af katedralen. Allerede udenfor kan du se alle de fristende pintxos, der pryder bardisken. Pintxos, eller pinchos, er nogenlunde det samme som tapas, med den forskel, at pintxos har en tandstik stukket ned i sig og ofte serveres med et stykke brød.

Pindemadder
Bilbao Berria Catedral, Plaça Nova 3


Hippe bohemer og frodig oase


Born er navnet på den bohemeagtige bydel, der i de senere år er blevet et af Barcelonas mest trendy kvarterer. Her er ikke langt mellem charmerende barer, restauranter og små designbutikker. Når du har fyldt indkøbsposerne med unikt tøj og tilbehør, kan du hvile benene i Parc de la Ciutadella, en frodig oase, der altid er fyldt med mennesker.

Parc de la Ciutadella
Parc de la Ciutadella er et perfekt sted at slappe lidt af.


Stjernedrys til middag


Madbyen Barcelona har flere restauranter, der er belønnet med stjerner i Guide Michelin. Dyrt tænker du måske, men her er faktisk mange prisbillige stjernerestauranter, hvis du er til ”fine dining”. En favorit er Cinc Sentits, med smagsmenuer for cirka en tusindlap. Perfekt til dig, der vil forsvinde ind i en gourmetboble og forkæle dig selv med fantastiske smagsoplevelser og førsteklasses service. 

Jordbærsorbet med friske jordbær
Cinc Sentits, Carrer d'Entença 60


Afslut rejsen på toppen


Nu hvor du er inde i livsnydersfæren, kan du lige så godt slutte på toppen. Rooftoppen. Find din egen favorit blandt Barcelonas cirka tyve tagbarer. Et svimlende tip er Eclipse på 26. etage af W Barcelona, det sejlformede hotel ved Barceloneta. Tag elevatoren op og nyd en drink, mens du ser ud over byen, du snart skal forlade, men helt sikkert vil vende tilbage til.

Bar med lille lys od udsigt over Barcelona
Eclipse på W Barcelona, Plaça Rosa Del Vents 1

VÆRD AT VIDE


Barcelona Card


Kør ubegrænset i kollektivtrafikken, få rabatter på museer og andre seværdigheder. Koster ca. 45-60 euro afhængig af antal dage.


Sagrada Família


Spar tid ved på forhånd at købe billetter online, for eksempel på den officielle side for Sagrada Familia. En voksenbillet koster fra 20 euro. Pensionister og studerende får rabat og der er gratis entré for børn under 11 år. 


Sitges


Tag tog eller bus fra centrale Barcelona for ca. 4 euro hver vej, ca. 8 euro tur/retur. Togbilletter købes på stationen og busbilletter i bussen. Mere information på Visit Sitges.


Hablas español? 


Lær nogle sætninger for en endnu sjovere tur. Søg efter ”lær spansk” i din mobils appshop og hent den sprog-app, du bedst kan lide.